Audi Gladsaxe

Ny elektrisk Audi Q6 e-tron er Vorsprung durch Technik

  • Audi Q6 e-tron leverer på performance, rækkevidde, opladning, køredynamik og design
  • Den nye model løfter den digitale oplevelse hos Audi til et nyt niveau
  • Vi har meget store forventninger til Q6 e-tron på det danske marked, og vi har sammensat en pakke, hvor bilen er godt udstyret og har en attraktiv pris for en bil i denne klasse,” siger Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark
  • Senere på året introduceres en indstigningsmodel med baghjulstræk

Audi Q6 e-tron er den første serieproducerede Audi model baseret på Premium Platform Electric (PPE), og den elektriske SUV afspejler med sin karakteristik Audis Vorsprung durch Technik. Modellen introduceres med bemærkelsesværdige performance- og ladepræstationer, øget effektivitet og lang rækkevidde. De banebrydende teknologier, som får premiere i den nye model, løfter den digitale oplevelse hos Audi til et nyt niveau, og åbner samtidig næste kapitel inden for elektrisk mobilitet hos Audi. Audi Q6 e-tron-modelrækken er den første elektriske model, der produceres på hovedfabrikken i Ingolstadt.

PPE-platformen, som er udviklet i samarbejde med Porsche, og elektronikplatformen E3 1.2 er vigtige milepæle for udvidelsen af udbuddet af elektriske modeller fra Audi. De udgør optakten til en omfattende styrkelse og fornyelse af modelporteføljen, og Q6 e-tron understreger løftet om at tilbyde elbiler i alle kernesegmenter i 2027.

Sportslig performance, lang rækkevidde og hurtig opladning
Kraftfulde, kompakte og yderst effektive elmotorer og et nyudviklet litium-ion-batteri med 12 moduler og 180 prismatiske celler med en samlet nettokapacitet på 94,9 kWh (100 kWh brutto) sørger for en rækkevidde på op til 617 km. Det nye batteri har en 30% større energitæthed ift. Audis første batteri til den oprindelige Audi e-tron. Den nye Audi Q6 e-tron quattro har en asynkron motor på forakslen og en permanent magnet synkronmotor på bagakslen. Q6 e-tron quattro leverer sportslige præstationer med en systemydelse på 388 hk (285 kW) og 535 Nm, mens SQ6 e-tron byder på en systemydelse på 517 hk (380 kW) og 820 Nm. Q6 e-tron quattro accelererer fra 0 til 100 km/t på 5,9 sek., mens SQ6 e-tron klarer det på blot 4,3 sek.

Senere i år følger der yderligere to modeller med baghjulstræk i stedet for quattro. Mens den ene model vil være sat op til effektivitet og rækkevidde, vil den anden model være indstigningsmodellen i Q6 e-tron-modelrækken.

800-volts-teknik og en maksimal DC-ladeeffekt på 270 kW giver korte ladestop, hvor Q6 e-tron ved en HPC-ladestander kan lade op til 255 kilometers ekstra rækkevidde på kun 10 min. På ca. 21 min. øges bilens State of Charge (SoC) fra 10 til 80 %, hvilket afspejler ladekurven, der leverer på konstant højt niveau i første halvdel af opladningsprocessen. En intelligent og forudseende termostyring er en væsentlig forudsætning for disse ladepræstationer.

Hvis en ladestander har 400-volts-teknik, er den såkaldte modulopladning nu for første gang mulig i Audi Q6 e-tron. I den forbindelse bliver 800-volts-batteriet automatisk inddelt i to batterier med samme spænding, som så kan lades op parallelt med op til 135 kW.

Typisk Audi SUV-design
Med en længde på 4.771 mm, en bredde på 1.939 mm og en højde på 1.648 mm byder SUV’en på fornem plads, komfort og anvendelighed i dagligdagen, og akselafstanden på 2.928 mm giver masser af benplads for bagsædepassagererne. Lang akselafstand og meget korte overhæng er grundlaget for Audis Q-modeller, og den lodrette front med den helt lukkede singleframe – på Q6 e-tron i karosserifarven – er også typisk Audi SUV- og e-tron-design.

Verdensnyhed inden for lysteknologi
Lysteknologi er et vigtigt område for Audis DNA, og med verdensnyheden i form af den aktive digitale lyssignatur grundlægger Q6 e-tron en ny æra, som er domineret af et design og en æstetik, der kun findes hos Audi.

I anden generation af de digitale OLED-baglygter (ekstraudstyr) skaber de seks OLED-paneler med i alt 360 segmenter et nyt billede for hvert 10. sekund ved hjælp af Audis egenudviklede algoritme. Ved hjælp af samspillet mellem lysdesign og den nye teknologi virker lyset på den nye Audi Q6 e-tron levende og intelligent.

For første gang kan de digitale OLED-baglygter kommunikere målrettet med de umiddelbare omgivelser (Car-to-X). Samtidig introduceres det såkaldte kommunikationslys i den digitale OLED-baglygte, hvor fx en advarselstrekant vises i midterste OLED-segment. Det advarer andre trafikanter om ulykker og havarerede biler.

Afhængigt af udstyret er det muligt at vælge mellem op til otte forskellige digitale lyssignaturer i det nydesignede dagskørelys i Matrix-LED-forlygterne og i de digitale OLED-baglygter 2.0.

Ny elektronikplatform
Målsætningen ved udviklingen af den nyudviklede elektronikplatform E3 1.2 var at skabe en fremtidsorienteret, ensartet elektronikplatform. Betegnelsen E3 står for End-to-End-Electronics-Architecture. Den funktionsorienterede platform er baseret på en ny struktur for de overordnede styreenheder med fem højtydende computere, som styrer alle bilens funktioner. Platformen får premiere i Audi Q6 e-tron, er konstrueret til at kunne anvendes på tværs af modeller og udgør grundlaget for fremtidige innovationer.

Nyt visnings- og betjeningskoncept
Audi Q6 e-tron kommer med et fuldt opkoblet digitalt interiør på grundlag af den nye elektronikplatform. Det fritstående Audi MMI-panoramadisplay har OLED-teknologi og består af det 11,9” store Audi virtual cockpit og det 14,5” store MMI-touchdisplay. Panoramadisplayet er med sin buede form rettet mod føreren og minder med sin form om den Audi typiske singleframe. Det 10,9” store MMI-forsædepassagerdisplay (ekstraudstyr) er udstyret med Privacy Mode, som forhindrer, at førerens opmærksomhed afledes under kørslen.

En lang række af bilens funktioner kan styres med den selvlærende stemmestyringsassistent fra Audi, Audi Assistant. Den digitale assistent med AI-understøttelse visualiseres for første gang via en avatar i det centrale touchdisplay til MMI og i augmented-reality-head-up-displayet. Systemet genkender over 800 forskellige stemmekommandoer og forstår også dansk.

Infotainment med Android Automotive
Det nye infotainmentsystem har for første gang Android Automotive OS som styresystem, og indholdet opdateres via over-the-air-opdateringer. Apps er tilgængelige via den integrerede store til apps fra tredjepartsudbydere i MMI, der ikke kræver nogen smartphone for at fungere.

Det dynamiske interaktionslys, der løber i en bue under forruden, byder på en lang række kommunikationsfunktioner og understøtter dermed interaktionen mellem bil og passagerer.

Præcist afstemt køredynamik
De systemer og komponenter, som hører til undervognen, er for størstedelens vedkommende nyudviklede. Q6 e-trons køredynamiske egenskaber påvirkes i høj grad af den til dels nykonstruerede foraksel. For første gang på en Audi model er føringsarmene i kørselsretningen placeret foran bærearmene. Det giver frem for alt konstruktionsmæssige fordele, når det gælder placeringen af højvoltsbatteriet.

Styretøjet er nu skruet fast på en hjælperamme. Den finpudsede akselkinematik skaber mærkbart mere køredynamik. Derudover forbedrer den nye foraksel styreegenskaberne, hvilket gør, at bilen virker markant mere adræt. Den bagakselfokuserede drivlinje med en samlet set meget variabel firehjulstrækfordeling er også med til at forbedre de køredynamiske egenskaber i Q6 e-tron. For at kunne håndtere vægtfordelingen, som er størst på bagakslen, og for endnu mere vejgreb og køredynamik er bagdækkene på Audi Q6 e-tron bredere end fordækkene.

Genanvendte materialer
Brug af genanvendte materialer reducerer behovet for anvendelse af primære ressourcer ved produktionen af Audi Q6 e-tron og indgår i et lukket og effektivt materialekredsløb. Ud over stof af genanvendt polyester bliver flere plastikkomponenter ligeledes fremstillet af genbrugsmateriale.

Til fremstilling af det stål, der skal bruges til alle varianter af tagets udvendige del, anvender Audi skrot-stål, som blandt andet stammer fra udrangerede biler. Andelen af skrot-stål i stålproduktionen udgør i gennemsnit op til 15 %. Denne komponent er et godt eksempel på, hvordan Audi i fremtiden i højere grad vil anvende sekundære materialer i sine produkter.

Produktion i Ingolstadt
Q6 e-tron-modelfamilien er den første fuldelektriske modelrække, der produceres på fabrikken i Ingolstadt. For at kunne producere elbiler omstiller koncernen løbende alle fabrikker i stedet for at opføre nye.

Audi Q6 e-tron i Danmark
Audi Q6 e-tron quattro og Audi SQ6 e-tron lanceres på det danske marked i løbet af sommeren til priser fra 659.990 kr. Senere på året introduceres to baghjulstrukne versioner af den innovative model, som naturligt vil blive udbudt til en lavere pris og derfor vil være tilgængelige for flere.

Vi har virkelig set frem til at præsentere den nye Audi Q6 e-tron for danskerne,” siger Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark. ”Det er en fantastisk bil, der er fuld af innovative løsninger, hvor der ikke er gået på kompromis med hverken teknologi eller design. Vi har meget store forventninger til Q6 e-tron på det danske marked, og vi har sammensat en pakke, hvor bilen er godt udstyret og har en attraktiv pris for en bil i denne klasse.

Audi Q6 e-tron har på det tyske marked et tilfredsstillende niveau af standardudstyr, men på det danske marked har Audi Danmark valgt derudover at lancere Audi Q6 e-tron quattro med Tech pakken som standardudstyr. Standardudstyret inkluderer derfor bl.a. MMI experience plus (inkl. navigation), assistentsystemer som bl.a. adaptiv fartpilot, vejskiltegenkendelse, vognbaneskift- og udstigningsadvarsel, vejkrydsassistent, parkeringsassistent plus etc., omgivelseskameraer, 3-zoners komfortklimaanlæg, sædevarme for og bag, ratvarme, interiørelementer i kunstlæder, komfortnøgle (nøglefri adgang), digital nøgle (understøtter både iOS og Android), sidespejle med elektrisk indstilling, varme, indklapning samt projiceringslys, LED-forlygter plus og LED-baglygter pro med dynamisk blinklys, el-bagklap, el-ladeklapper, 2. AC-ladetilslutning, varmepumpe m.m.

Audi Q6 e-tron quattro kan konfigureres på audi.dk/q6etron og bestilles hos Audis forhandlere fra den 27. marts.

Tekniske data

Q6 e-tron quattro

SQ6 e-tron

Batterikapacitet (netto/brutto)

94,9/100 kWh

94,9/100 kWh

Maksimal ydelse

285 kW / 388 hk

380 kW / 517 hk

Maksimalt drejningsmoment

535 Nm

820 Nm

Tophastighed

210 km/t

230 km/t

Acceleration 0-100 km/t

5,9 sek.

4,3 sek.

Elektrisk rækkevidde (WLTP)

617 km

589 km

Energiforbrug (WLTP)

17,2 kWh/100 km

17,8 kWh/100 km

Opladningskapacitet AC/DC

op til 11 kW /
op til 270 kW

op til 11 kW /
op til 270 kW

Opladningstid med 11 kW
(0-100 %)

ca. 9 timer

ca. 9 timer

Opladningstid med 270 kW
(10-80 %)

21 min.
(255 km på 10 min)

21 min.
(255 km på 10 min)

Dimensioner længde/bredde/højde

4.771 mm / 1.939 mm / 1.648 mm

4.771 mm / 1.939 mm / 1.648 mm

Bagagerum for/bag/med bagsædet nede

64 l / 526 l / 1.529 l

64 l / 526 l / 1.529 l

Egenvægt

2.325 kg

2.350 kg

Tilladt anhængervægt

2.400 kg

2.400 kg

Der tages forbehold for eventuelle ændringer og fejl.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk